Et nyt plejehjem i Sorø – med hjerte, hænder og muligheder

Sorø skal have et nyt plejehjem – men ikke bare et hvilket som helst. Vi skal tænke både visionært og menneskeligt. Beboernes trivsel og værdighed skal være i centrum, og pleje og omsorg skal gå hånd i hånd med tryghed og livskvalitet.

Det handler derfor ikke kun om mursten – men også mennesker. Derfor skal det nye plejehjem også være en attraktiv arbejdsplads med gode vilkår for personalet, tid til omsorg og fokus på faglighed overfor beboerne. Hvis vi vil tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, skal de have indflydelse/ansvar, et trygt arbejdsmiljø, efteruddannelse og en hverdag, hvor der er tid til andet end stopuret.

Samtidig skal vi tænke åbent og inkluderende. Der kan måske etableres en café som en del af plejehjemmet. Plejehjemmet skal også danne rammer for fællesskaber – både for beboerne, de pårørende og lokalsamfundet. Caféen kan måske drives som beskyttet beskæftigelse og eventuelt også med frivillige og beboere, hvilket kan give et indhold i hverdagen og samtidig kan det danne et fællesskab.

Et sådant plejehjem i Sorø vil være mere end et sted at bo – det vil være et hjem med liv og nærvær. Et sted, hvor man føler sig set, både som ældre og som medarbejder. Og et eksempel på, hvordan vi som kommune kan skabe rammer, der favner både velfærd og udvikling.

Sorø kan – og bør – gå foran. Lad os bygge fremtiden med omtanke og omsorg.

Eva Sell, kandidat til kommunalvalget for Det konservative FolkepartiMarianne Vinding, Kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti.